Victorianske forhæng

Victorianske forhæng levet op til "Form følger funktion" dictum om Boligindretning urokkelig. Forhæng betød noget, dekorative og funktionelle, der hang på eller i et vindue. Forhæng var først og fremmest beskyttelse mod utætte vinduer--de opfyldt denne funktion gennem lagdeling og med tilføjelsen af top behandlinger. Tekstiler og trim dekorationer blev mere tilgængelig end nogensinde før, på grund af bedre produktion og mere import og dekoration af gardiner og behandlinger, deres "form", øget i forhold til rigdommen af boligejer.

Stof

Tekstiler i den victorianske æra var lavet af naturlige fibre kun. Bomuld var den mest almindelige og billigste draperier stof, og bomuld kniplinger blev brugt i næsten alle hjem. Hør og uld var mid-range tekstiler, og silke blev derefter, som i dag forbeholdt højere-end behandlinger. Silke blev brugt til at væve brocade, damask, satin og fløjl. De fleste stof var en enkelt farve; stoffet bruges i mere omfattende draperier designs var hånd-broderet.

Hardware

Hardware, var i denne periode, begrænset til stænger, normalt messing med matchende ringe og træ, der anvendes som montering bestyrelser for kapper og top behandlinger. Fungerende forhæng drevet på ringe og stænger med snore gevind gennem ringene til at trække gardiner åbne. Slips-backs blev brugt til at holde både velfungerende og stationære gardiner på plads.

Forhæng

I den victorianske æra, blev gardiner bygget bredere end vinduerne til at give maksimal lys ind når gardiner var åbne, og forhæng puddled på gulvet for at forhindre kolde luftbevægelse fra utætte vinduer. Gardiner var altid foret med mindst én foring, oftere med to eller flere, igen for at forhindre varme tab og øge drapere-evne af stofferne. Mest dekorerede Vinduer indarbejdet "glas gardiner"--blondegardiner, der blev indsat i den rude indramme--gardiner og mindst én over behandling.

Swags og jabot

Over behandlinger, i form af swags og jabot, var dekorativ men også ekstra isolering mod kold luft fra vinduer. For at give visuelle relief og interesse, disse over behandlinger var ofte prydet med frynser, kvaster og trim. Kun de rige havde råd til disse håndlavede tilføjelser, og ved hjælp af dem var en erklæring af rigdom.

Lambrequins

Victorianske malere var kendt for at dække ben på klaverer for beskedenhed. Ethvert design, der tillod struktur af en vare skal ses blev anset for upassende; lambrequin blev udviklet for at skjule hardwaren af gardiner. Det var et træ figur, efter en omvendt U-design, normalt polstret og monteret på væggen til at hænge foran gardiner. Ben af U, normalt 10 til 16 inches lang, forlænget ned sidekanterne af gardiner, der dækker snorene. Den øverste del af lambrequin, 16 til 24 eller flere inches fra top til bund, blev ofte kunstfærdigt udformet og fulgt den arkitektoniske linje i vinduet, enten buet eller lige, og skjult stangen. Ofte tilføjelse swags og jabot blev hængt fra lambrequin.